Document Actions
Cases
Up one levelLet tilgængelige og ikke-tekniske eksempler og beskrivelser af eksisterende brug af open source software i det offentlige.
- Bispebjerg Hospital: International 'proven case' åbner muligheder
- Bispebjerg Hospital skal anskaffe et nyt elektronisk patientjournalsystem til en af sine klinikker. Klinikkens opgaver gør den velegnet som pilot-case, og derfor overvejer man nu at teste en amerikansk udviklet EPJ-løsning i en dansk kontekst. Der er tale om en open source løsning udviklet af den amerikanske myndighed Veterans Affairs, som bruger den til at administrere mere end fem millioner patienter om året. På Bispebjerg Hospital håber man, at pilotforsøget vil give nogle solide erfaringer med lokal tilpasning af et system, der kører i så stor målestok andre steder i verdenen. Systemet evalueres og sammenlignes med andre, kommercielle systemer, før beslutning om at anvende systemet tages.
- IT- og Telestyrelsen: Open source baner vejen for fælles it-arkitektur
- For at sætte yderligere fart i den offentlige sektors digitalisering, er IT- og Telestyrelsen i gang med at udvikle en række konkrete infrastrukturkomponenter og web-services. Målet er at få løsningerne ud til så mange offentlige myndigheder som muligt – og styrelsen ser i den forbindelse open source som en oplagt strategi. Ved at stille komponenter og web-services frit til rådighed på Softwarebørsen, ønsker IT- og Telestyrelsen at gøre det lettere og billigere for myndigheder og leverandører at udvikle løsninger, der lever op til de fællesoffentlige krav om interoperabilitet.
- Århus Universitetshospital, Risskov: Funktionel fleksibilitet og åbne standarder
- En IP-telefoni løsning baseret på open source software har gennem de seneste tre år gjort det muligt for Psykiatrisk Hospital i Århus at udvikle og tilpasse deres telefonsystem, så det understøtter en række særlige behov på hospitalet. Valget af open source handler både om et fravalg af en række kommercielle løsninger, der ikke blev oplevet som optimale, og et tilvalg af åbne standarder, der skal sikre hospitalet mod en fremtidig binding til enkelte leverandører. De væsentligste udfordringer i projektet har handlet om at fastholde viden og kontinuitet, når nogle af de ildsjæle, der har drevet projektet, ind imellem har fundet andet arbejde.
- Økonomi- og Erhvervsministeriets Koncern-it: Softwarebørsen skal være drivkraft
- Hos Koncern-it i Økonomi- og Erhvervsministeriet kan de godt se fordelene ved at være mange myndigheder om udvikling og brug af samme it-løsninger. Rigtigt grebet an giver det både større funktionalitet, højere brugsværdi og lavere priser. Ministeriets konkrete erfaringer med tværgående udviklingssamarbejder viser imidlertid, at det er svært at sikre de enkelte løsningers gennemslagskraft og udbredelse, hvis der ikke er en aktør, som driver det frem. I open source projekter er det store spørgsmål derfor, hvem der skal sikre tværgående udbredelse og commitment – og her har Softwarebørsen en oplagt rolle at spille.
- Lægemiddelstyrelsen: Ejerskab til kildekoden baner vejen for open source
- I Lægemiddelstyrelsen har det længe været fast praksis at sikre ordentlig dokumentation og ejerskab til kildekoden, når der skulle udvikles nye it-systemer. Der har været tale om et strategisk valg, som blandt andet er båret frem af styrelsens deltagelse i et omfattende internationalt samarbejde på lægemiddelområdet. Med ejerskabet til kildekoden har Lægemiddelstyrelsen nemlig sikret sig de bedste forudsætninger for både international videndeling og et muligt internationalt samarbejde om fælles løsninger til håndtering af medicintilskud, elektroniske recepter og lægemiddelstatistik.
- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen: Modenhed er den afgørende faktor
- Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er ved at lægge sidste hånd på udviklingen af en ny Enterprise Service Bus baseret på open source-software. Projektet er et resultat af en strategisk beslutning om at benytte open source på de områder, hvor løsningerne viser sig modne – en beslutning styrelsen traf for snart to år siden for at sikre større leverandøruafhængighed, lavere vedligeholdelsesomkostninger og mere fleksibilitet i forhold til videreudvikling af systemporteføljen. Visionen for projektet er, at andre myndigheder tager løsningen til sig, så der på sigt kan etableres et offentligt community omkring videreudvikling og vedligeholdelse.
- Syddansk Universitet: Økonomien er en faktor
- Når de studerende til efteråret tager hul på studieåret, er Syddansk Universitet klar med en ny it-infrastruktur, der kan give samtlige 22.000 studerende gratis adgang til kontorpakke, mail og på sigt en række andre applikationer. Den valgte løsning bygger på OpenOffice og en række andre open Source applikationer – et valg der i høj grad var betinget af, at licensomkostninger er en væsentlig faktor i et projekt med så mange potentielle brugere.
- Danmarks Journalisthøjskole: Maksimal fleksibilitet for brugerne
- Danmarks Journalisthøjskole etablerede for to år siden et sammenhængende system til e-læring, videndeling og publicering på internettet. For Journalisthøjskolen har det været afgørende, at studerende og undervisere kan ”komme på” uanset udstyr og filformater. Derfor er systemet, der hedder DJH Medianet, baseret på en række gennemprøvede open source-komponenter, som har gjort det muligt at håndtere brugere på tværs af Windows, Mac og Unix.
- Farvandsvæsnet: Pragmatisk problemløsning med open source
- Hos Farvandsvæsnet har en række forskellige open source løsninger i løbet af de senere år vundet indpas og er i dag en afgørende forudsætning for opgavevaretagelsen. De konkrete løsninger spænder vidt – fra højt specialiserede fagsystemer over et Linux-cluster til basal netværksovervågning. Af samme grund er der flere gode forklaringer på valget af open source – det har i de enkelte tilfælde været spørgsmål om økonomi, funktionalitet og internationalt samarbejde, der har været udslagsgivende for valget af open source.
- Hvidovre Kommune: Reform har banet vejen for forsøg med open source
- I Hvidovre Kommune har socialforvaltningen og it-afdelingen etableret et fælles projekt om udvikling af et system til hændelsesregistrering på døgninstitutioner for børn og unge – et såkaldt dagbogssystem. Ansvaret for døgninstitutionerne har kommunen overtaget i forbindelse med strukturreformen, som dermed indirekte har været anledningen til, at kommunen har kastet sig ud i sit første forsøg med open source. Vurderingen i Hvidovre er, at det allerede nu er nødvendigt at høste de første erfaringer, fordi der i de kommende år vil komme mange flere open source løsninger i kommunerne.
- Tønder Kommune anvender og uddeler open source-software
- I Tønder Kommune har man på skoleområdet den politik, at man anvender "gratis software, når det er godt nok". Det har medført at man længe har anvendt en lang række overvejende open source-programmer. Den 17. december 2008 uddelte kommunen USB-sticks med en lang række af de programmer eleverne kender fra skolen.
